|


Der er rigtig meget øl at vælge imellem, og det meste glider da også ned med stort velbehag, når man tørstig sætter plæneklipperen fra sig. Det er formodentlig en pilsner som drikkes - det er fortsat den mest solgte øl i Danmark - og de n er sikkert billig, identitetsløs og ligegyldig. Nu er det jo ikke noget mål i sig selv, at en øl skal være dyr, men man bør kunne forlange at en øl har karakter, som afspejler smag og holdning hos det bryggeri som står bag øllet. I mange år har de store bryggerier vænnet danskerne til den laveste fællesnævner, og med lukningen af mange mindre provinsbryggerier, forsvandt forbrugerens sidste reelle valg. Op af den aske opstod microbryggerierne, som har udviklet nye spændende øl, og siden har haft en næsten ustoppelig succes. Vi har i dag fået et af de mest spændende ølmarkeder i hele verden, kvaliteten er høj, men øllet er dyrt, og det er et problem: Ofte er der ingen forholdsmæssig sammenhæng mellem pris og kvalitet. Bag microbryggerierne finder man mennesker med relevant teknisk baggrund, som er gode til at styre og kontrollere brygprocessen, men også ”helt almindelige mennesker”, for hvem ølbrygning er en lidenskabelig fritidsinteresse, og for hvem hvert håndbryg resulterer i (mere eller mindre) uventede overraskelser…

For os er håndbrygning en kombination af lysten og evnen til at kontrollere og styre brygget mod et bestemt resultat, og af en kilde til undren og fascination over, at det alligevel aldrig lykkes os helt! Gær og øl har sit eget liv og vilje, men i samarbejde ender vi altid med - et helhjertet håndbryg!
For os er håndbrygning ligeså meget proces som produkt. Det er rart at dele sit bryg i venners lag, men ligeså meget kvalitet ligger der i, at være fælles om at brygge øl. Vi mener at ølbrygning er en meningsfuld social mandeaktivitet. (fungerer også godt med flæskesvær til)
For os er håndbrygning inspireret af de nyere amerikanske microbryggerier, som ikke er ”låst” af regler og konventioner, men rask bryder dem, og sprænger grænserne for hvad man troede muligt. Idealet er den kraftfuldt humlede og superaromatiske Imperial IPA. (nå ja, og imperial stout’er)
For os er håndbrygning en kilde til nydelse. Sanserne skal bruges; både øjne, næse og mund skal smage på øllet og skabe forventning. Når øl er bedst, er mindst halvdelen af øloplevelsen i duften alene. En stor aromatisk øl kan nydes længe - som en cognac - med næsen dybt begravet i glasset!
For os er håndbrygning også æstetik. På flasken skal etiketten præsentere øllet på bedste vis, og øllet skal drikkes af et godt flot glas; så stiger nydelsen og øllet ophøjes. Der er altid fascinerende, når man første gang prøvesmager sit nye bryg, og ser øllets farve og skum rejse sig i et flot glas.
For os er håndbrygning glæden ved at dele med familie og venner. ”Brygget til os selv - men drukket af andre” - var vores første slogan. Det opstod, fordi vi ofte lovede mere væk, end der var tilbage til os selv. Andres tilbagemeldinger er altid interessante, og en vigtig motiverende faktor.
For os er håndbrygning og belgisk surmalt ikke foreneligt. Belgisk surmalt: Go home!. Desuden har vi et mildest talt anstrengt forhold til røgøl, men måske skal vi bare brygge en selv?!
(Hvad vi ellers hader og elsker, kan du læse om i menuen favoritøl)
 info@appenaesbryglaug.dk
|
|


Næstved



|